Hundesprog

Lille hundekrise

Teksten her er skrevet i starten af juni 2023
Men først sat på bloggen 13. juli 2023

Vi har nu haft Pippi i godt og vel 2 måneder. 

Hun virker trist det meste af tiden. 
Vi har i hele perioden tænkt at smukke Pippi, kunne være hunden i vores liv. Hun har en perfekt størrelse (mellem 8-9 kg- 40 cm høj), er skøn, når hun en sjælden gang viser glæde.

 
Hun går fint i snor, hun sover natten igennem, hun spiser det tørfoder vi giver hende og hun er begyndt at lege lidt, efter at vi har brugt rigtig meget tid og omsorg på at opmuntre hende til dette.

Min mand og jeg ønskede os selvfølgelig en hund, der ville føle glæde ved at tilbringe tid med os og omvendt.

Som tiden går bliver vi mere og mere skeptiske og er usikre på om Pippi vil bonde med os.

Umiddelbart oplever vi ikke at hun trives her hos os.

Det er som hun synker ned i et mørkt hul og i stedet for at være opsøgende er hun afvisende i sin adfærd, dette såvel til hverdag som i week-enderne. 

Hun er begyndt at kravle ind under sofaen og kan snildt ligge der en hel dag, frem for at være sammen med os ude i haven, eller andre steder i huset.

Hver gang vi går tur med hende, opfører hun sig helt overstyret, springer frem, drejer rundt og hopper i vejret og laver den ene piruette efter den anden, dette gør hun for at få kontakt med de hunde, vi møder på vores vej.

Vi har snakket om at det er som om hun bliver vild af glæde, fordi hun tror, at det er en af hendes søstre vi møder, for ofte når hun har set den anden hund tæt på, virker hun hurtigt uinteresseret.

Hånden på hjertet, så er vi er kommet i tvivl, om Pippi kan blive lykkelig her hos os, da hun helt tydeligt er psykisk mærket af sine oplevelser, under sin opvækst i sheltret.

Hun viser generelt ikke interesse for hvad, vi går og laver i løbet af en dag, hun har jo været vant til 100% at klare sig selv. 

Vi oplever at hun vil bare være i fred.

Vi vil nu forsøge at mønsterbryde ved blandt andet blandt andet at lukke af for muligheden for at hun kan kravle ind og gemme sig under sofaen, hvilket hun jo gør dagligt.
Så vil hun blive nødt til at søge kontakt hos os. 

Det gør for ondt at se ind i hendes smukke øjne og se at hun ikke trives.

Mit hundehjerte lider også hver gang hun forsøger at undgå mig eller blot ingen interesse viser for mig.

Jeg har hele mit liv haft hundetække og har haft både store og små racer, så jeg har god erfaring med hunde generelt.

Godbidder er desværre ikke umiddelbart vejen frem, selv lækre hjemmelavede af slagsen, kan hun modstå fristelsen af at tage imod.

Hvis Pippi ikke vil, så vil Pippi ikke, lige meget hvor lækker en godbid så end er. Og det er ikke fordi hun ikke kan lide den lækre godbid hun afviser, for på et andet tidspunkt på dagen, nyder hun den selv samme type godbid.

Vi oplever at det at adoptere en shelterhund fra Serbien er en tålmodighedsopgave ud over det sædvanlige.

Vi har adopteret Pippi, der er født og opvokset i et shelter og som har gået op og ned af sine tre søstre gennem ca. 1½ år.

De har levet under kummerlige forhold og har ikke fået mad dagligt. De har levet side om side med omtrent 200 andre larmende hunde i ca. 1½ år. De 4 søstre blev flyttet fra deres fødeshelter hen til et langt bedre shelter i Bosnien, hvor de generelt får en bedre behandling og ikke sulter og venter her på adoption, fordi de er udvalgte til at kunne blive gode familie hunde.

Men tilbage til sofahulePippi. 

Det er nu alligevel som dagene går at hun gradvist kommer ud af sin skal, nu hvor hun ikke kan gemme sig der inde mere.

Imidlertid ser hun nu sit snit til i stedet  at kravle ind under vores seng og er ikke til at drive ud igen. På samme vis som under sofaen.

Vi lader hende benytte det nye gemmested et par dage, men bliver så enige om at afskærme muligheden for at søge derind under.

Undervejs i dette forløb har jeg fået god støtte og interesse fra den frivillige kvinde jeg adopterede Pippi af.

Jeg oplever at hun altid er lyttende og nærværende og klar med gode og kærlige råd.

Under denne triste hundekrise, søgte jeg også hjælp og støtte hos en af min bedste veninder. Hun har stor erfaring med hunde, både fordi hun er avler, samt at hun har været plejemor for omplaceringshunde. Hun greb mig og var en stor hjælp og trøst. Jeg fik stor opbakning og hun var ikke i tvivl om at min mand og jeg bare skulle fortsætte med det gode arbejde vi allerede havde i gang.

Det er mega hårdt hele tiden kun at opleve tristhed fra sit kæledyr, samtidig med at man er på 24/7.

Min veninde forsikrede mig om at vi gjorde et virkelig godt stykke arbejde og hun sagde at jeg slet ikke selv kunne se, hvor langt vi var nået med Pippi, takket være vores store ihærdighed.

En anden af mine bedste veninder var klar med trøst og et lyttende øre, da hun hørte hvor ked af det jeg var over Pippis mistrivsel.

Med Pippi vidste jeg rent faktisk ikke hvad hun helt præcist havde med i bagagen til Danmark. Jeg vidste blot at hun var omkring 18 måneder og at hun havde levet en eller anden form for kummerlig tilværelse. Hun fik ikke mad hver dag. Hvor meget eller hvor lidt hun er berørt af sine oplevelser kan jeg kun gætte mig til. 

Men, jeg ved at hun før hun kom til os, aldrig har boet i et hus med mennesker. At hun ikke kender til noget som helst i en daglig husførelse som lyde fra; Vaskemaskine, tørretumbler, fjernsyn, elektronisk værktøj, menneskelige lyde, barnegråd, barnelatter, hoste, nys eller at man rømmer sig osv. Trafikstøj reagerer hun ikke så kraftigt på når vi er udenfor, men indenfor er hun voldsomt påvirket af studenterbiler, lastbiler, biler med trailer, der kører over bump, ambulance sirener, samt tordenvejr.

Vi sætter nu et hundetelt/nylon bur op ved siden af vores seng og vupti, det er da et fedt nyt gemmested synes Pippi. Når vi ikke lige er i nærheden, gnasker hun i lynlåsen til at den ikke kan lyne mere. 

Efter 1 uges tid udskifter vi så hundeteltet med en plastic hundekurv og sætter den i soveværelset ved siden af sengen. Pippi bliver ret hurtigt glad for sin nye seng, og nu opholder hun sig ikke længere i soveværelset hele dagen, men går stille rundt og undersøger de forskellige rum i huset.

Nu er der gået godt og vel 3 måneder.

Hun virker nu mere og mere glad og fri for hver dag der går. 

Pippi og jeg er nu begyndt, bare os 2 at køre ud i den store indhegnede hundeskov i Glostrup 2-3 gange om ugen i en lille 1 times. Hver gang vi er i hundeskoven, gemmer jeg mig ofte bag de store træer, dette har skærpet hendes sans for, hele tiden at holde øje med hvor jeg er. Det er vildt hyggeligt for os begge 2 at traske rundt i derude, helt uden snor og jeg mærker lige så stille en varme og fortrolighed vokse imellem os. 

Vi elsker Pippi og det er en stor glæde at se hvor glad og fri hun bliver dag for dag. Hun er en meget selvstændig pige, der både udviser stædighed og kan blive ret så fornærmet, hvilket bare er en charme Smiler.

Jeg har ikke rigtig haft lyst til at dele ud af, de mindre gode oplevelser med Pippi. Men, måske det alligevel er en god ide, så andre der adopterer hunde fra sheltre, kan se hvordan andre adoptanter er lykkedes, stille og roligt at komme i mål. Jeg tænker at vi kan da ikke være de eneste, der efter en rum tid, står med en følelse af håbløshed, over ikke at se en glad hund, der trives lige meget hvor meget tid og omsorg, vi har draget for dette væsen. 

Hvad virker så? 

Vi oplever at nedenstående virker:

Faste Rutiner, 100% accept af at tingene ikke går i den retning, man håber på. Mønsterbrydning af adfærdsmønstre. Lydfiler om muligt med alle hverdagens lyde - Og Afslapningslydfiler.

Accepter at du kan blive ked af de mange afvisninger, fra din adopterede hund. Glæden bliver så meget større, når det endelig lykkedes at blive adapteret af din hund.

Kodeord: 

TÅLMODIGHED - TÅLMODIGHED - TÅLMODIGHED

Jeg bliver ikke forbavset, hvis det skulle tage omkring 1 års tid at fuldt integrere Pippi.

KLIK PÅ NEDENSTÅENDE LINK

Hvor lang tid tager det en hund at falde til