Så skete der det, der ikke måtte ske

De sidste par uger har Pippi fra altanen, set at hendes far cykler hjemmefra, så at hun ikke skal gå rundt og lede efter ham inde i huset hele dagen.

Set i bakspejlet var det måske en dårlig beslutning, fordi i går da jeg umiddelbart efter at Henrik er kørt ca. et kvarter efter, skal jeg ud af altanlågen i en anledning, Pippi sniger sig ind mellem mit ben og lågeåbningen, og ud i vores åbne del af haven, der er uden indhegning.

Hun løber virkelig stærkt ud af haven, ud på fortorvet.
Vejen her parrallet med vores matrikel, er stærkt trafikeret, særligt tidligt om morgenen, cykler, mennesker og hurtige, utålmodige bilister.

Jeg sætter efter Pippi i mine gamle træsko og kalder på hende uden at hun reagerer. Det virker som om hun skal lede efter sin far. Jeg er helt fortvivlet og ser hendes bagdel ca. 20 meter væk fra mig. Hun stopper op kigger tilbage og løber videre.

Jeg vifter og fægter med armene op over hovedet for at hidkalde bilisternes opmærksomhed, så at de kan sætte farten ned. Pludselig løber hun ud foran en af bilerne, men undgår mirakuløst at blive ramt. Pippi fortsætter direkte ind i en indkørsel hos en af naboerne, med mig lige i hælene.

Gode ideer er dyre, Pippi hat nemlig ingen halsbånd på. Stakåndet nærmer jeg mig indkørslen og får øje på hende. Hun står stille et øjeblik med front mod mig. Jeg kalder på hende og griber ud efter hendes nakke. Jeg får godt fat i hendes nakkepels og hun virker pludselig helt paralyseret. Jeg tager hende op i armene og hun sidder helt stille og læner sig ind mod mig.

Jeg ringer på hos den nabo, hvis indkørsel hun løb ind i. Jeg spørger ham først om han vil være sød at ringe til min mand, fordi jeg ikke er sikker på at jeg kan bære hende hele vejen hjem (hun vejer 8 kg). Naboen ringer til min mand. Jeg spørger så naboen om han har en snor eller et eller andet jeg kan låne til Pippi til jeg kommer hjem med hende. Han svarer at det ved han ikke lige.

Det lykkes mig at bære Pippi i favnen hele vejen hjem. Hun er helt rolig og tydeligt forvirret.
Henrik går ned i stuen og hilser på hende da han når hjem. Han siger at hun er helt stille og at hun virker flov.

Jeg er så ked at vi skulle have denne oplevelse, men det endte gudskelov lykkeligt.
Jeg prøver at vende oplevelsen til noget positivt.

- Aldrig mere uden halsbånd med hundetegnet
- Pippi ved nu at det kan ikke svare sig at stikke af, for jeg fanger hende
- Det virker som om hun har en fornyet positiv respekt overfor mig

Samme aften som dette skete, valgte Henrik og jeg at tage i Hundeskoven ved Oxbjerget, så vi alle 3 kunne få en dejlig oplevelse.

Skøn aftentur, Pippi virker igen glad og sorgløs. Vi gemmer os for hende et par gange, når hun er løbet langt i forvejen og vi hverken kalder eller fløjter på hende. Indenfor meget kort tid kommer vores Gazelle Pippi løbende som ud af det blå og finder os igen og igen og bliver rost til skyerne. Hun bliver tydeligvis meget glad, hver gang hun finder os.

Vi elsker dig Pippi 💓